Definition
Hvad er en DCR operation?
Tårerne forlader øjets overflade via to små, tynde rør i øjenkrogen ind mod næsen. Disse tynde tårekanaler ender i tåresækken, som ligger dybt i øjenkrogen mod næsen. Fra tåresækken løber tårerne via tåregangen nedad mod næsens gulv, hvor tårerne løber ind i næsen.
Hvis tårekanalen er tillukket betyder det, at tårerne løber ned ad kinderne og ikke ned i næsen. Hos nogle mennesker giver den tillukkede tårekanal betændelse i tåresækken. Betændelsen viser sig som en øm hævelse under øjet ind mod næsen eller som pus i tårerne. Den operation, som kaldes DCR (dacryocystorhinostomi), har til formål at skabe en direkte forbindelse mellem tåresækken og næsen, udenom tåregangen.
Hvad skal der ske før operationen?
Operationen foretages i fuld bedøvelse. En erfaren narkoselæge står for bedøvelsen. For at blive opereret i vores klinik må du ikke have alvorlige sygdomme som f.eks. dårligt reguleret sukkersyge eller alvorlige problemer med hjertet eller lungerne. Du vil i forbindelse med forundersøgelsen i vores klinik få undersøgt dit hjerte og dine lunger. Operationen udføres som et ambulant indgreb, dvs. du møder fastende til operationen og går hjem samme dag. Du må derfor ikke spise noget (heller ikke tyggegummie, bolsjer eller lign.) eller drikke mælk og juice de sidste 6 timer før operationen. Du må gerne drikke vand, saftevand, kaffe eller the (uden mælk) indtil 2 timer før operationen. De sidste 2 timer før operationen, må du ingenting få.
Blodfortyndende medicin.
Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du helst holde en pause med denne medicin før operationen. Pausens længde (oftest 7-10 dage) skal du aftale med os og eventuelt med den læge som har ordineret medicinen. Blodfortyndende medicin er: Magnyl (og alle præparater som indeholder acetylsalicylsyre), plavix, marevan og marcoumar. Persantin kan fortsat tages. Du skal fortælle os, hvis du let får blå mærker i huden eller har øget blødningstendens. Gingo Biloba, fiskeolie og hvidløgspiller skal også pauseres i 1 uge inden.
Hvordan forløber operationen?
Om morgenen på operationsdagen skal du vaske dit ansigt grundigt.
Du vil få et drop i armen, dvs. en plastikslange i en vene, til bedøvelsesmidler og anden nødvendig medicin. Når du sover, vil du få anbragt en slange i halsen eller luftrøret for at sikre vejrtrækningen under operationen. Denne slange kan give lidt irritation i halsen efter operationen.
Det kirurgiske snit er ca. 1,5 cm langt og lægges i øjenkrogen, på siden af næsen. Knoglen mellem tåresækken og næsen fjernes, og tåresækken åbnes ind mod næsen. Der lægges en tynd silikoneslange gennem tårevejene og ned i næsen. Dette gøres for at forhindre at tårevejene lukker sig under helingsprocessen. Slangen sys fast til indsiden af næseboret, hér kan det kilde lidt de første dage, prøv at undgå at pille næse. Tråden opløses af sig selv i løbet af få uger.
Til sidst får du en forbinding over såret. Du kan fjerne forbindingen dagen efter. Operationen varer cirka 1 time. Dertil kommer 2-3 timer til bedøvelsen og opvågningen. Efter opvågningen skal du blive i klinikken i cirka 2 timer, hvor vi vil observere dig og sikre at du har det godt.
Hvad sker der efter operationen?
Efter operationen bliver du kørt ind i vores opvågningsrum, hvor du vil blive plejet og observeret af en sygeplejeske. Da slimhinder består af væv, som bløder meget let, vil det ofte bløde fra næsen eller i svælget i timerne efter operationen. Denne blødning standser som regel, hvis du sørger for at sidde op. Det er derfor en god idé at sove med hovedet højt, f.eks. oven på et par puder, natten efter operationen. Hvis du får ondt efter operationen, vil sygeplejesken give dig noget smertestillende medicin. Ved smerter efter du er kommet hjem, kan tages Panodil tabletter.
Du bedes bruge forebyggende, bakteriedræbende øjendråber efter operationen (øjendråber Tobrex Depot 1 dråbe 2 gange dagligt i 10 dage). 1-2 uger efter operationen skal du møde i klinikken til kontrol og trådfjernelse. Silikoneslangen fjernes efter 6-10 uger i vores klinik. Dette gøres i de fleste tilfælde nemt og smertefrit.
Hvis der er nogen problemer eller spørgsmål i efterforløbet, skal du rette henvendelse til Niels Rath, som er din sundhedsfaglige kontaktperson, og ham der er ansvarlig for dit behandlingsforløb.
Hjemme igen.
Når du er kommet hjem igen, anbefales at du tager den lidt med ro, dvs. venter med at gøre rent, dyrke sport og løfte tunge ting i 2-3 dage efter operationen. I denne tid skal du forsøge at holde hovedet over hjertets niveau. Du bør undgå varme drikke det første døgn efter operationen. Efter to dage kan du vaske hår og tage brusebad. Du skal forsøge at undgå at pudse næse de første 7 dage efter operationen. Du kan være øm i området i nogle dage efter operationen. I så fald anbefaler vi at du tager smertestillende tabletter: Tablet Ipren 400 mg (eller 600 mg hvis du vejer over 60 kg) 3 gange dagligt, samt Tablet Panodil 1 g, 3 til 4 gange dagligt. Begge tabletter kan købes i håndkøb. Hvis du har allergier overfor nogen form for medicin eller tidligere har haft mavesår, skal du tale med lægen inden du tager medicinen. Ved stærke smerter kan lægen kontaktes, se nedenfor.
Om du skal sygemeldes afhænger af dit job, men det er almindeligt at være sygemeldt i 1-2 uger efter operationen.
Risici og komplikationer ved operationen.
- Blødning. Lidt sivende blødning fra næsens slimhinde er almindeligt de første døgn. Ved næseblødning kan du holde en pose med is, frosne ærter eller lign. mod næseryggen og tage en isterning i munden. Sjældent kan der opstå mere kraftig næseblødning nogle timer eller dage efter operationen. Hvis det er tilfældet, skal du kontakte os eller skadestue AKUT. I det første døgn efter operationen kan du ved smerter eller næseblødning kontakte os på telefon 43207040 eller 50199625. Herefter bedes du kontakte os indenfor klinikkens åbningstid. Udenfor klinikkens åbningstid skal du henvende dig til skadestue.
- Misfarvning af huden. I dagene efter operationen kan øjenomgivelserne være misfarvede og hævede. Det vil oftest aftage i løbet af 1-2 uger.
- Infektion er sjælden og behandles med antibiotika.
- Ardannelse. Svarende til det kirurgiske snit kommer der et lille ar, som oftest er meget diskret, og vil være skjult af eventuelle briller.
- Fortsat tåreflod. Så længe silikoneslangen ligger i tårevejene, vil nogle patienter stadig have tåreflod. Cirka 10-20% af patienterne vil opleve fortsat tåreflod trods operation. Det skyldes enten, at de øvre tåreveje fungerer dårligt eller arvæv, der er opstået under helingen efter operationen.